ONP’s ortografiske norm

ONP’s ortografiske norm afspejler et rekonstrueret norrønt (middelalderislandsk/norsk) sprogstadium ca. 1200-1250 (nærmere 1200 end 1250).

Hvor et valg har skullet træffes mellem islandsk og norsk standard, er den mere konservative norm foretrukket. Således følges oftest islandsk sprogbrug. Men hvor norsk er mere konservativt, følges norsk sprogbrug (fx. ved manglende vokalforlængelse foran visse konsonantkombinationer).

Ikke-assimilerede fremmedord (mærket ‘alien.’) normaliseres efter udenlandsk sprogform, så vidt muligt i overensstemmelse med en standardordbogs stavemåde; for latinens vedkommende følges klassisk norm.

De mere integrerede låneord tillempes norrøn norm (og redigeres på linje med det hjemlige ordforråd).

ONP’s ortografiske norm lægger sig tæt op ad den traditionelle norm, der er udviklet ved udgivelse af normaliserede norrøne tekster (fx. Íslenzk fornrit), i ordbøger (fx. Heggstad, Hødnebø & Simensen: Norrøn ordbok, 1975) og i andre hjælpemidler (i det følgende henvises der undertiden til Noreen: Altisländische und altnorwegische Grammatik, 4. ed., 1923, og Larsson: Ordförrådet i de älsta islänska handskrifterna, 1891).

Den mest iøjnefaldende afvigelse fra gængs praksis i udgaver og ordbøger er valget af bogstavtegnene ǽ og ǿ for de lange æ- og ø- fonemer (sådan som de optræder i Noreens grammatik og inden for lingvistikken). Valget af ǽ og ǿ (frem for æ og oe) er truffet under hensyntagen til skrivemåder i håndskrifterne, men dog hovedsagelig af praktisk-pædagogiske grunde: således vil man i normaliseret tekst finde accent aigu over alle lange vokaler, og uheldig sammenblanding af æ og oe (spec. i kursiv) kan undgås.

Den ortografiske variation, som kilderne udviser, beror dels på, at de repræsenterer et tidsrum på ca. 400 år med markante sproghistoriske forandringer i perioden, dels på regionale forskelle i sprogbrug, dels på vaklen og inkonsekvens i ortografien i de enkelte håndskrifter.

Den ortografiske norm, der benyttes i opslagsord og anden normaliseret norrøn tekst i ONP, er altså en abstraktion, for så vidt som den ikke findes samlet i noget enkelt af de håndskrifter, der udgør ONP’s kildemateriale; og normaliseringen (ikke mindst den grammatiske normalisering ved opstilling af opslagsord i grundform) medfører undertiden konstruktion af former, der ikke findes belagt i materialet.

Normalisering af norrøne tekster rykker dem ud af tid og rum og slører deres egenkarakter, men standardiseringen kan alligevel bringe teksterne nærmere til læseren. Når en middelaldertekst fx. gengives i nutidig islandsk sprogdragt, får den islandske læser en god mulighed for at komme ind til værket. Tilsvarende giver den standardiserede norrøne normalisering den studerende inden for den internationale læserskare en chance for at nærme sig værket ved hjælp af ordbøger, grammatikker og andre værktøjer. Derfor - for at sikre den fælles indgang til stoffet - normaliserer nærværende ordbog opslagsformer og hjælpetekster. De norrøne citater kommer dog læseren i møde så vidt muligt unormaliseret; de fremlægges i ordbogsartiklerne så nær ved de overleverede tekster, som håndskrifterne og de forhåndenværende udgaver tillader.

(ONP’s normalisering svarer til den praksis for normalisering, der anbefales ved MENOTA = Medieval Nordic Text Archive // Arkiv for nordiske middelaldertekster www.menota.org).

(Beskrivelsen er ikke endelig og revideres løbende. Kommentarer og forslag modtages med taknemmelighed onp@hum.ku.dk).

Det norrøne alfabet

(inkl. bogstaver i fremmedord)

a/á, b, c, d/ð, e/é, f, g, h, i/í, j, k, l, m, n, o/ó, p, q, r, s, t, u/ú, v, x, y/ý, z, þ, ǽ, ø/ǿ, ǫ

Kort og lang vokal er ligestillede i alfabetet, idet dog kort vokal kommer før lang ved minimale par; således opføres fx. hlið før hlíð.

Regler for normalisering

(I eksempelmaterialet står opslagsord med fedt, bøjningsformer er understregede).

Vokaler

Længde

Der er accent aigu over alle lange vokaler (også ǽ og ǿ)

Foran konsonantkombinationerne lf, lg, lk, lm, ln, lp, ls betegnes vokalerne a, o, u, ǫ som korte (forlængelse, som indtræder i islandsk og vestnorsk i løbet af perioden, vises ikke):

halfr, ǫlft, alftir, alfta-, folginn, mjolk, holmr, ǫln, alnir, alna-, hjalpa, hals, bolstr

Der vises ikke forlængelse i arni (dat. af arinn)

Der normaliseres med kort vokal i præt. af reduplikationsverber, 3. aflydsrække:

blett (blanda), fekk (fá), fell (falla), gekk (ganga), helt (halda), hekk (hanga)

Lang vokal er der af andre (oprindelses)grunde i:

frjáls, járn, kólna

Fortis

For tidligt  bruges á:

ástar·háttr

I nasale omgivelser, hvor både á-form og ó-form forekommer, opføres ó-formen som sideform:

nátt, nótt; án, ón, ...; ambátt, ambótt, ǫmbótt

Det privative præfiks skrives ó- (ikke ú-) (cf. Larsson; Noreen § 112, 1)

Præpositionen/præfikset skrives ór (præp.), ór- (ikke úr, úr-) (cf. Larsson)

Etymologisk forskel vises mellem ǽ og ǿ

Etymologisk forskel vises mellem ø og ǫ

Infortis

Den palatale infortis-vokal skrives i (ikke e)

Den velare infortis-vokal skrives u (ikke o)

Infortis/Semifortis

Suffikset skrives -endi (ikke - indi) (sideformer: -yndi, sj. -andi)

Suffikset skrives -ligr, -liga (ikke -legr, -lega)

Suffikset skrives -semi (sideform: -simi)

Den bestemte artikel præsenteres ved formerne inn (ikke enn) og hinn (<> dem. pron. hinn)

Valg af -un/-an træffes på grundlag af en undersøgelse af alle ONP's usammensatte/sammensatte former af det enkelte substantiv

Vokaler/halvvokaler/konsonanter

i(í)/j, u(ú)/v

Bogstaverne i og j, som i håndskrifterne udelukkende er grafiske varianter og således ikke gengiver forskelle i lydværdien, distribueres, således at

i/í står for vokal:

binda, innan, í

mens j står for konsonant eller halvvokal:

jǫrð, fjár (fé), hjarta, velja, nesjum (nes)

Tilsvarende distribueres u/ú:

undir, hús

og v:

várr, hverr, kvern, hǫggva

Konsonanter

Dobbelt/Enkelt

Dobbeltbetegnelse af lang konsonant i stammemorfem beholdes ved sammensætning:

mann·liga, skamm·lífr, þurr·fasta

bøjning:

allri, allt (all-), falls (fall), felldi (fella), kenndi (kenna), manns (mann-), minnstr (minn-),vinnr, vannsk, vannt (vinna), þynntr (þynna)

og afledning:

áttján (átta), byggð (byggja), grennd (grannr), minnka (minn-), skemmta, skemmtun(skammr), þurrka (þurr)

I former som hugði (hyggja), lagði (leggja) er stammemorfemet oprindelig kortstavet, mens der ses forlængelse (dobbeltkonsonant) i infinitivformen.

Der er enkeltkonsonant i følgende former:

fram, frum-, konstr, kunst

ð/d/t i (først og fremmest) bøjningsendelse og afledningssuffiks

Følgende regler gælder for betegnelse af dental obstruent i bøjningsendelse og afledningssuffix. Dentalen betegnes:

ð

1. efter vokal, når dentalen følges af vokal eller r eller står i udlyd:

kallaði, kallaðr, kǫlluð (kalla)

2. efter rð, hvor stammens ð smelter sammen med den suffigerede dental til enkelt ð:

virði (præt. af virða)

3. efter stammeudlyd på b, f, g, ng, k, m, p, r (uanset rodstavelseslængde):

kembði (kemba), helfð (halfr), horfði (horfa), uggði (ugga), lengð (langr), þyngð (þungr), sekð (sakr), spekð (spakr), vakði (vaka), merkði (merkja), kvǽmð (koma), dreymði(dreyma), glapði (glepja), dýpð (djúpr), kippði (kippa), steypði (steypa), stýrði (stýra)

Undtagelse: þurfti, keypti (→ ndf. under t pkt. 4), gift etc. (→ ndf. under t pkt. 5)

4. efter kort rodstavelse på l, n:

fjǫlði, hulði (hylja), vesǫlð, þolði (þola), unði (una) (cf. Larsson lþ; opkomst omdiskuteret)

Undtagelse: seldi, skyldi etc. (→ ndf. under d pkt. 4)

5. Følgende ord, der falder uden for nærværende regler omkring bøjning og afledning, skrives med nð:

synð (cf. Larsson nþ)

Om aldr, einfaldr, farald, grund, heldr, hold, - kund-, stund, verǫld, ǫld → ndf. under dpkt. 5.

d

1. efter stammeudlyd på d, hvor stammens d smelter sammen med den suffigerede dental til enkelt d:

eldi (præt. af elda), sendi (præt. af senda)

2. efter stammeudlyd på ð, hvor ð sammen med den suffigerede dental bliver til dd:

breidd (breiðr), eyddi (eyða)

Undtagelse: efter r (cf. ovf. under ð pkt. 2)

3. efter lang rodstavelse på l, n:

efldi (efla), felldi (fella), girndisk (girnask), hvíld (hvíla), sigldi (sigla), sǽld (sǽll), brenndi(brenna)

Undtagelse: mǽlti etc. (→ ndf. under t pkt. 3)

I de tilfælde, hvor l eller n i stammen forudgås af en anden konsonant, kan en svært udtalt trekonsonant-kombination opstå ved tillæg af endelse begyndende på dental. Sådan en konsonantgruppe kan forenkles på to måder: ved konsonantbortfald eller ved metatese. Herved kan der opstå former som girðisk for girndisk (girnask), elfði for efldi (efla) og silgði for sigldi (sigla), dvs. forenkling af konsonantgruppen har skabt forudsætning for udtale med ð i stedet for d. I ONP normaliseres disse og lignende former (ikke desto mindre) girndisk, efldi og sigldi, følgende ovennævnte regel.

4. i følgende bøjningsformer efter kort rodstavelse på l, n (cf. Noreen § 238, anm. 5):

seldi (selja), skyldi (skulu), vildi (vilja), mundi (munu)

(cf. ovf. under ð pkt. 4).

5. Følgende ord, der falder uden for nærværende regler omkring bøjning og afledning, skrives med ld, nd (cf. Larsson l(l)d, nd):

aldr, einfaldr, farald, grund, heldr, hold, -kund-, stund, verǫld, ǫld

t

1. efter stammeudlyd på t, hvor stammens t smelter sammen med den suffigerede dental til enkelt t:

gifti (præt. af gifta), lyfti (præt. af lyfta)

2. efter stammeudlyd på s:

brosti (brosa), kyssti (kyssa)

3. efter stammeudlyd på l, n, ustemt i urnordisk (cf. Noreen § 238, 2, b):

hellti (hella), mǽlti (mǽla), rǽnti (rǽna), vǽpnti (vǽpna)

(cf. ovf. under d pkt. 3)

4. hvor bøjningsendelsen efter f, p allerede i de ældste håndskrifter udelukkende har t (afspejlende urgermansk t, cf. Noreen § 238, anm. 7):

þurfti (þurfa), keypti (kaupa)

og hvor afledningssuffikset afspejler t:

gift (*gefti), greft (*graftu), gröftr, haft (*haftu), -skaftr, -skeftr, -skiftr, þrift (*þrifti),þurft (*þurfti)

Dental + s : z

Hvor stammens d, ð, t møder s i bøjningsendelse eller afledningssuffiks, ses oftest en sammensmeltning:

ds, ðs, ts > z

1. ved refleksivendelse -sk:

kvezk, kvazk (kveðask), lízk, leizk (lítask), sezk (setjask), komizk (< komit+sk), látizk (< látit+sk)

2. ved 2. pers. sg. endelse -st:

veizt (vita)

3. ved superlativendelse -str:

helztr (heldr), neztr (neðri), beztr (betri, *bat-), ýztr (ýtri)

4. ved afledning:

benzl (band), íslenzkr (Ísland), breizl (breiða), gerzkr (cf. Garðar, Garðaríki), góz (sb. n. ~ góðr adj.; evt. eng. låneord), greizla (greiða), gǿzka (góðr), herzla (herða, harðr), jázi(játa), leizla (leiða), lýzka, lýzkaðr (ljóð), vestfirzkr (fjǫrðr), beizl (bíta), veizla (veita),vǽzka (vátr)

Kun undtagelsesvis skrives ds, ðs, ts,
fx. hvor genitivendelsen -s ikke ændrer ved stammens ortografi:

lands (land), góðs (góðr), báts (bátr)

Der skrives ikke z i ordformer, hvor lydforbindelsen ts er opstået ved assimilation af tns:

vatns-, botns-

I forbindelserne lls, nns tages der ikke hensyn til parasitisk udviklet (¬ ikke etymologisk berettiget) klusil før s; der skrives således ikke z:

ellstr (ellri), kallsa, manns, mennskr, minnstr

Der normaliseres beisk- (ikke beizk-; cf. Larsson; grundlaget for normaliseringen kan diskuteres).

f/v

1. Stavelsesinitialt skrives f for f:

ferð, á·fall

og v for v:

verð, ǽ·verandi

2. Ikke-initialt i stammemorfem skrives der, efter initial konsonant, v:

dvelja, hverr, kvern, svala (cf. item nekkverr)

i øvrigt f:

af, haf, hóf, afi, hafa, hǫfuð, sofa, ǽfi, ǽfintýr, golf, starf

3. v i stammeudlyd (af typen der bortfalder foran visse endelsesvokaler) skrives v:

hǫggva, sjóvar (sjór), ǫrvar (ǫr), tívar (pl.)

4. v i afledningsendelse skrives v:

at·gervi

ft/pt, fs/ps

I konsonantgrupperne ft/pt og fs/ps skrives der gennemgående f, hvadenten et tidligere p kan påvises sproghistorisk eller ej.

Der skrives således ft og fs:

aftann, aftr, grǫftr (grafa), skifta (*skiptian), skrift (~ ags. scrift, nty. schrift, lat. scriptum), svifta (*swipatjan); refsa (*rafisjan), glefsa (*glapisjan), ufsi ‘storsej’ (*ufisan), ufsi ‘tagskæg’ (*oupselo)

undtagen hvor stammen er upåvirket foran bøjningsendelse og der skrives pt og ps:

djúpt (djúpr), steypti (steypa), skips- (skip)

ligesom oprindelig stammekonsonant i enkelte gennemskuelige tilfælde ses bibeholdt foran afledningsendelse og i låneord:

glópska (glópr), glǿpska (glǿpr), egipzkr (egiptaland)

Obs. 
I ONP 1-2 anvendtes på dette punkt en mere traditionel normalisering med høj forekomst af pt (og ps), således fx. aptann, aptr, áraskipti (og bops), men pr. ONP 3 indførtes en ny regel, således at konsonantgrupperne blev gengivet i overensstemmelse med påviselige sproghistoriske forhold; der blev overvejende skrevet f, men dog p, hvor et etymologisk p kunne spores. Der er imidlertid næppe fonologisk basis for en sådan distinktion, og på ONP's nye internetportal vil man finde normalisering med ft og fs.

ks, gs : x

Der ses x for ks < *hs:

lax (*lahsa-), víxla

samt i fremmedord og låneord:

crucifixus, crux, dextill, dextilla

Genitivendelsen -s ændrer derimod ikke ved stammens ortografi; der skrives ks, gs:

þaks (þak), loks (adv. = gen. af lok), heilags (heilagr)

og der skrives i afledninger gs i henhold til etymologien:

fylgsni (~ folginn, præt. part. af fela), vígsla (~ vígja)

nnr/ðr

Lydovergangen nnr > ðr har forskellig gennemslagskraft i forskellige ord, og ONP’s normalisering afspejler materialet.

I visse ord og ordformer er ðr konsekvent gennemført:

maðr (mann-), suðr (sunn-), aðrir (annarr)

i andre findes begge varianter nnr/ðr:

brunnr, bruðr (sideform), munnr, muðr (sideform), brennr/breðr (bøjningssideform)

mens der ved følgende ord, kun belagt med -nn-, kun opstilles nom.form med nnr (ikke ðr):

hlunnr

Refleksivformer skrives med -sk

Store/små bogstaver

I ONP’s norm skrives alle opslagsord og dele af opslagsord med småt:

þórs·dagr, skír·þórs·dagr

Et/flere ord

(spredte eksempler)

I ét sammensat ord skrives:

allra·heilagra·manna·messu·aftann

I flere ord skrives:

upp á, á móti, at fram, í gegn, í hjá, í mót, með fram, út borinn, vel borinn

References